Bogen, der omhandler H.H. Thieles Bogtrykkeris historie fra 1770-1936, er forfattet af Søren Chr. Jensen og har titlen Posthuse & Plovmænd. Den kommer til salg til en udsalgspris af kr. 285,- inkl. moms (medlemmer får 10% rabat).
Søren Chr. Jensen skriver:
”Bogen handler om huset Thiele i Valkendorfsgade, hvor der blev udført smukt bogtryk gennem veludført og godt håndværk.
Den handler også om de mennesker, der stod bagved og udviklingen i håndværket fra håndpressere i 1770 til hurtigpressere af forskellige typer i 1936.
Det drejer sig i denne forbindelse om et af de største og mest kendte bogtrykkerier i Kjøbenhavn, H.H. Thieles Bogtrykkeri, der i næsten 100 år fremstillede de danske frimærker (1851-1933) og de danske pengesedler (1830-1918).
Bogens tekst og fotos tager dig med ind i det ærværdige gamle trykkeri og besøger trykkere og sættere i huset. Et spændende indblik i lavtloftede mørke rum med masser af krinkelkroge, hvor mange arbejdere gennem årtier svedte ved de mange maskiner.
Et hus, hvor man kan følge den maskinelle udvikling fra håndpressere til de første hurtigpressere trukket af en dampmaskine. En dampmaskine, der på den tid leverede kraft til hele husets maskinpark. Derefter de første flerefarvemaskiner og mere moderne bogtryks- og kobbertryksmaskiner.
Det handler også om samspillet med de egentlige arbejdsgivere – den øverste ledelse i Postvæsenets generaldirektorat og Nationalbankens ledelse – og direktører og bogtrykkere ved Thiele. Et gennemgående begreb og krav er ”størst mulig sikkerhed”.
Velkommen til en spændende verden med masser af støj og larm og en gennemtrængende lugt af kemikalier, gummi og tryksværte, hvor resultatet gennem trykkeriets 166 leveår var SMUKT BOGTRYK.”
The chapter about the Bicoloured isolated frames is translated into English.