KPK's formand havde planlagt at overrække Erik Hvidberg Hansen DFF's sølvnål i forbindelse med fødselsdagsarrangementet, men desværre forhindrede en efterårs-forkølelse Erik i at være tilstede.
Lars Peter Svendsen motiverede tildelingen af sølvnålen ved at referere indstillingen til DFF's bestyrelse:
Til Danmarks Filatelist Forbund
På vegne af Kjøbenhavns Philatelist Klub vil jeg gerne indstille vort klub og bestyrelsesmedlem Erik Hvidberg Hansen til Danmarks Filatelistforbunds sølvnål.
Erik har tjent dansk filateli og Kjøbenhavns Philatelist Klub gennem mange årtier. Han blev medlem af Kjøbenhavns Philatelist Klub i 1968 og allerede i 1977 blev han medlem af det danske dommerkollegium. Erik har altid været en yderst respekteret dommer ved danske, nordiske og internationale udstillinger. Han er en mand man lytter til, for han har altid en ekstra bemærkning eller et godt råd til en udstiller om, hvordan denne kan gøre lidt mere og derved opnå endnu bedre resultater i fremtiden. Gennem sit internationale dommerarbejde blev Erik hurtig kendt og var mangeårigt den danske delegerede i F.I.P.’s Helsagskommission, hvor han ligeledes tog del i bureauet som sekretær. Erik har gennem utallige kommissær job supporteret danske udstillere i udlandet, og han har altid været villig til at fighte en ekstra kamp, hvis resultaterne så ud til at gå i forkert retning. Erik blev medlem af Filatelistisk Selskab i 1986 og har således kendt mange af dansk filateli’s største personligheder i de seneste 50 år. I år 2000 indtrådte Erik i Kjøbenhavns Philatelist Klubs bestyrelse som sekretær, et job han har forvaltet med stor myndighed og akkuratesse. Erik har skrevet utallige artikler i NFT og andre tidsskrifter og har derved bidraget til den forskning, som bringer dansk filateli på verdenskortet. En stor tak til en stor filatelist.
Det er mit ønske at Erik skal modtage sølvnålen ved KPK’s fødselsdagsarrangement den 25. november 2009.
Med venlig hilsen
Lars Peter Svendsen
Formand
Kjøbenhavns Philatelist Klub