Formandens beretning for året 2008

 v/ Lars Peter Svendsen

 

Året 2008 var et meget udfordrende år for KPK’s bestyrelse. Ved generalforsamlingen i foråret var der nyvalg til alle tre faste bestyrelsesposter.

Jørgen Puck afløste Holger Carstensen på kassererposten, Jørgen Jørgensen afløste undertegnede på næstformandsposten for at jeg så kunne

indvælges på formandsposten. De øvrige bestyrelsesmedlemmer herunder vores sekretær Erik Hvidberg, var heldigvis ikke på valg, så de kunne

fastholde kontinuiteten i bestyrelsesarbejdet. Der har været meget at skulle sætte sig ind i, og det har gjort, at vi måske ikke er nået ligeså langt med

udviklingen af klubbens aktiviteter, som vi havde ambitioner om, men der har alligevel været et rigtig godt klub liv. Vi har set en meget stor

mødedeltagelse takket været en fremragende foredragsrække arrangeret af vores trofaste klubmester Rodian Sahlgren. Vi har haft

foredrag om registrering af forsendelser, om postkort, om postloven af 1851 og Mark Lorentzens fortælling om breve til fremmede destinationer,

samt mange andre interessante emner.

I efteråret havde vi både besøg af Vejle Frimærkeklub og vores traditionelle fællesmøde med Malmö Filatelist Förening. Også på klubbens

mange auktioner arrangeret af auktionarius Svend Åge Marker, har der været godt fremmøde og købelyst. Det er således spændende og

interessante ting, der foregår på mødeaftenerne om onsdagen, og jeg kan kun opfordre endnu flere medlemmer til at møde op.

KPK’s fødselsdag blev igen i år fejret på behørig vis med overrækkelser af diplomer og nåle til jubilarer, samt udnævnelse af

Holger Carstensen til æresmedlem af klubben for hans kæmpe indsats som kasserer over en 30 årig periode.

Et af de områder, hvor det ikke er lykkedes os at nå frem til et tilfredsstillende resultat, er med klubbens hjemmeside.

Vi havde håbet på en total nyredigering af denne, men mange tekniske årsager har ledt til, at vi ikke er nået meget

videre end niveauet ved sidste års generalforsamling. Vi giver dog ikke op og er nu begyndt forfra i vores bestræbelser,

og regner med inden sommer at kunne præsentere en nydesignet hjemmeside, som vi kan bygge videre på og skabe

det liv på WEB fronten, som vi længe har ønsket os.

Vores nyvalgte kasserer er gået til sin nye opgave med stor entusiasme. Hver en indtægt og udgift er blevet vendt, og der er kommet

nye ideer med hensyn til regnskabsopstilling og opkrævningsform af kontingent, hvor vi for første gang ved januar betalingen har haft

mulighed for at betale via PBS. De mange tiltag har lettet administrationen og på nogle områder også minimeret omkostningerne.

Vi har formået at fastholde et godt niveau på vores blad, NFT, hvor vores forpligtelse til at vedligeholde forskningen indenfor dansk filateli

er kommet til udtryk i flere dybdegående artikler. Også på forlagssiden er der af Bent Keith Hansen gjort et stort arbejde for at

sælge ud af vores lager af egen udgivet litteratur, som dels trækker kunder via vores hjemmeside, og dels sælger via salg på QXL.

Netop vores tidsskrift og litteraturudgivelser og vores forskningsarbejde har sammen med klubbens udstillingsaktivitet skabt grundlag

for at FEPA (Federation of European Philatelic Associations) i år har tildelt KPK deres anerkendelse i form af ”Certificate of Appreciation”,

som overrækkes klubben ved FEPA udstillingen i ESSEN i maj 2009.

På dette års første møde havde vi den glæde, at have besøg af Lene Reipuert, Frimærkechef hos Post Danmark.

Det var en interessant aften, hvor Lene på levende vis fortalte om de mange overvejelser og forarbejder der skal til, for at lave en

frimærkeudgivelse. Der blev på mødet rig lejlighed til at drøfte samarbejdet med Post Danmark i forbindelse med vores udstilling

Nordia 2012, hvor Post Danmark gav sit tilsagn om støtte. Efterfølgende har vi nu fået nedsat et udstillingsudvalg, er påbegyndt arbejdet

med at få stablet udstillingen på benene, og glæder os til det konstruktive samarbejde med Post Danmark.

På mødet var de fire seneste formænd for KPK til stede, og der blev lejlighed til at forevige disse med et billede.

Der er grund til at se fremad. Vi har mange udfordringer foran os, ikke mindst i relation til det store arbejde, der skal gøres med

hensyn til Nordia 2012, og jeg vil gerne opfordre alle medlemmer til at melde sig under fanerne til de arbejdsopgaver, der ligger for.